Sekretariatschef til Ledelsessekretariatet

Middelfart Kommune, Ledelsessekretariatet

From Jobnet
Vil du stå i spidsen for et centralt sekretariat helt tæt på den politiske og administrative ledelse?

Er du en strategisk leder med stærke kompetencer inden for politiske og administrative processer samt ledelsesunderstøttelse? Kan du skabe sammenhæng på tværs af organisationen og sikre høj kvalitet, god service og stærke relationer?

Så er du måske vores nye sekretariatschef i Middelfart Kommune.

Som sekretariatschef får du en central rolle tæt på både direktion, borgmester og byråd. Du bliver ansvarlig for den strategiske understøttelse af den politiske og administrative ledelse og får en vigtig rolle i udviklingen af kommunen.

Du får samtidig ansvar for en række udviklingsområder, herunder bosætning, samarbejde med lokaludvalg, erhvervsudvikling, salg af erhvervsjord og turismeindsatser, som bidrager til kommunens fortsatte udvikling og vækst.

Om stillingen
Du får ledelsesansvaret for 14 medarbejdere i Ledelsessekretariatet. Ledelsessekretariatet understøtter borgmester og direktion i det daglige arbejde og har ansvar for dagsordensproduktion til byråd og fagudvalg samt servicering af råd og nævn. Som sekretariatschef bliver du leder for et sekretariat med en bred vifte af fagligheder og funktioner, herunder direktions- og borgmestersekretærer, chefkonsulenter, jurister, medarbejdere inden for erhverv og grundsalg samt bosætning.

Dine ansvarsområder
Du får en central rolle i udviklingen af Ledelsessekretariatet og den samlede organisation. Dine primære ansvarsområder bliver at:
  • sikre et højt fagligt niveau i sekretariatsbetjeningen af borgmester, direktion, byråd og fagudvalg
  • lede udarbejdelse af beslutningsgrundlag, analyser, notater, strategiske oplæg og juridiske vurderinger
  • sikre høj kvalitet i den juridiske understøttelse af organisationen, herunder DPO-funktionen
  • understøtte og udvikle god sagsbehandling på tværs af kommunen
  • lede arbejdet med planlægning og afvikling af valg
  • understøtte og videreudvikle kommunens beredskabsplanlægning
  • bidrage til kompetenceudvikling og organisatorisk læring på tværs af kommunen
  • understøtte kommunens arbejde med bosætning, samarbejde med lokaludvalg, erhvervsjord og strategiske udviklingsindsatser
  • udarbejde og understøtte udviklingen af strategier, kommuneplaner og tværgående byrådsindsatser
  • styrke samspil med erhverv, turisme, handel og Brobygning.

Hvem er du?
Vi lægger vægt på både dine faglige kompetencer og dine personlige egenskaber. Du skal trives i en kompleks organisation og motiveres af at skabe resultater sammen med andre.

Du har politisk og organisatorisk forståelse
  • har erfaring med at arbejde i eller tæt på en politisk styret organisation
  • navigerer sikkert i samspillet mellem politik og administration
  • har politisk tæft, organisatorisk dømmekraft og høj faglig integritet
  • forstår betydningen af loyal og professionel betjening af den politiske og administrative ledelse.

Du er en dygtig leder
  • skaber retning, følgeskab og trivsel
  • er synlig, tilgængelig og nærværende i din ledelsesstil
  • er en kvalificeret sparringspartner for fagligt stærke medarbejdere
  • bliver motiveret af at se medarbejdere og samarbejdspartnere komme i mål
  • formår at delegere med tillid og skabe ansvarlighed
  • står på mål for beslutninger og støtter medarbejderne, også når opgaverne er komplekse.

Du arbejder langsigtet og tværgående
  • har et stærkt overblik og kan håndtere mange samtidige dagsordener
  • kan balancere sikker drift med udvikling og fornyelse
  • evner at prioritere mellem opgaver og træffe beslutninger, der skaber fremdrift
  • ser sammenhænge på tværs af organisationen og omsætter strategiske mål til konkrete resultater
  • bidrager aktivt til den tværgående ledelsesopgave og organisationens samlede udvikling.

Du skaber relationer og kommunikerer tydeligt
  • er stærk til at opbygge relationer og netværk
  • kommunikerer klart og overbevisende både mundtligt og skriftligt
  • bidrager til at sikre Ledelsessekretariatet en tydelig og stærk position i organisationen
  • formår at lede opad og bidrage til prioritering af opgaver i forhold til strategisk retning og ressourcebehov.
Samtidig trives du i et uformelt arbejdsmiljø, hvor faglighed, samarbejde og humor går hånd i hånd.

Derfor skal du vælge os
Du får en plads tæt på dér, hvor beslutningerne træffes. Du kommer helt tæt på den politiske og administrative ledelse og får en hverdag med høj faglighed, stor variation og mulighed for at sætte dit præg på både samarbejdet, opgaveløsningen og udviklingen af organisationen.
Du bliver leder for en gruppe engagerede og kompetente medarbejdere, som brænder for deres fag og for at skabe værdi for kommunen. De har brug for en chef, der skaber retning, fjerner barrierer og understøtter deres fortsatte udvikling.
Vi har høje ambitioner, korte beslutningsveje og en uformel omgangstone. Vi arbejder med komplekse og samfundsvigtige dagsordener, men vi tror også på, at humor, tillid og menneskelighed er vigtige forudsætninger for et godt arbejdsliv.
Hvis du bliver motiveret af at være tæt på beslutningerne, tæt på medarbejderne og tæt på den organisation, du er med til at udvikle, så tror vi, at du vil trives hos os.

Om Middelfart Kommune

Plads til at vokse – rum til at leve
Middelfart Kommune står et godt sted. Vi oplever høj beskæftigelse, stor tilflytning og et erhvervsliv i vækst. Det er med til at skabe grundlaget for fortsat udvikling af velfærden og for at investere i både mennesker, lokalsamfund og natur.
Vores fortælling om "Vi bygger broerne" bygger på et stærkt ´vi´.
I Middelfart Kommune er der plads til at vokse og rum til at leve. Plads til at vokse handler om muligheder for børn, unge, familier, virksomheder og mennesker i alle livets faser. Rum til at leve handler om stærke fællesskaber, nærværende velfærd, levende kultur og adgang til natur, der skaber livskvalitet og sammenhængskraft.

Din arbejdsplads
Du bliver ansat med reference til kommunaldirektøren og får et tæt samspil med direktion, chefgruppe, MED-system, kommunens ledere og ansatte og en lang række eksterne samarbejdspartnere.
Du bliver del af en arbejdsplads med brede samarbejder, korte beslutningsprocesser og højt til loftet. Vi viser tillid til din opgaveløsning og giver gode muligheder for faglig udvikling.

Det praktiske:
Ansøgningsfrist 15. november 2026. Første samtale afholdes den 19. november 2026 og 2. samtale den 25. november 2026 Kandidater der går videre til 2. samtale udfylder personprofilanalyse forud for denne. Ansættelse 1. januar 2027.

Løn og ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til overenskomsten for aflønning af chefer. Den konkrete lønindplacering sker på baggrund af kandidatens anciennitet samt faglige og personlige kompetencer. Der kan desuden være mulighed for individuelle tillæg på baggrund af særlige kompetencer, kvalifikationer eller erfaring. Stillingen har en startløn på 60.000 kr. pr. måned ekskl. pension.

Vil du vide mere? Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte Kommunaldirektør Steen Vinderslev, tlf. 60 20 50 50.

Bliv en del af vores engagerede team og vær med til at gøre en forskel!
Middelfart Kommune vil gerne kendes for en attraktiv og fleksibel arbejdsplads med et sundt arbejdsmiljø, god ledelse og mange muligheder for udvikling. Med afsæt i vores livsfasepolitik vil vi gøre vores for at imødekomme dine ønsker og behov. Vi er en kommune, hvor der ikke er langt fra ide til handling. Du kan læse mere om vores arbejdsplads på job.middelfart.dk

Overvejer du at søge job i Middelfart Kommune? Så går du måske også i tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf. 2240 0049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk og hør hvad Middelfart kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på www.opdagmiddelfart.dk

 

This job ad from Middelfart Kommune was collected from Jobnet. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Middelfart Kommune? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (29189684)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Middelfart Kommune

Similar jobs

More Management jobs
Apply on company site