Er du vores nye kollega i receptionen ved Agro Business Park?

Aarhus Universitet, Agro Business Park, Foulum

From Jobnet
Kan du lide at være den, der byder mennesker velkommen med et smil, hjælper tingene godt på vej og skaber overblik i en hverdag med mange forskellige opgaver? Sætter du pris på en hverdag med både mennesker, service og administrative opgaver? Så er det måske dig, vi søger.

Du bliver ansat ved Aarhus Universitet (AU) i Nat-Tech Bygningsservice, men din daglige arbejdsplads bliver ved Agro Business Park i Foulum.

Aarhus Universitet varetager drifts- og serviceopgaver for Agro Business Park, og i denne stilling får du en central rolle i samarbejdet mellem de to organisationer. Du bliver i hverdagen en del af sekretariatet ved Agro Business Park, hvor du bidrager til en god hverdag for husets lejere og gæster. Samtidig understøtter du Nat-Tech Bygningsservice med administrative og koordinerende opgaver. Du får en alsidig hverdag med opgaver for både Agro Business Park og Nat-Tech Bygningsservice, hvor service, administration og samarbejde går hånd i hånd.

Om Agro Business Park Foulum
Agro Business Park ejes i dag af Den Erhvervsdrivende Fond Agro Business Park Foulum. Fonden er en privat og uafhængig organisation, som arbejder for at fremme erhvervsudviklingen inden for agro- og fødevareområdet. Agro Business Park drives som et "all inclusive" kontor- og laboratoriefællesskab med fokus på startups og etablerede virksomheder inden for fødevarer og bioressourcer samt lokale virksomheder, der ønsker en bæredygtig kontorløsning

Nat-Tech Bygningsservice
Nat-Tech Bygningsservice er en del af Aarhus Universitet og varetager den daglige drift af bygningerne på Nat-Tech-fakultetet, herunder AU Viborg. Du bliver en del af et mindre team bestående af en driftsinspektør og syv medarbejdere, som samarbejder om at sikre en velfungerende drift og god service.

Dine opgaver vil blandt andet være at:
  • Tage imod gæster samt varetage reception og telefonbetjening.
  • Planlægge og koordinere arrangementer i huset.
  • Koordinere møder og arrangementer, herunder mødeindkaldelser, bestilling af forplejning, praktiske forhold og opfølgning.
  • Sikre klargøring og praktisk opstilling til møder og arrangementer.
  • Behandle kontrakter og hjælpe nye lejere godt på plads med adgang til systemer, printere og adgangskontrol (ADK).
  • Tildele adgang via gæstekort.
  • Foretage indkøb af kontorartikler samt sikre, at lageret løbende er fyldt op.
  • Bestille og udlevere nøgler til medarbejdere.
  • Bidrage til, at huset fungerer godt i det daglige.


Vi forestiller os, at du:
Du trives blandt mennesker og finder det naturligt at hjælpe både kolleger, lejere og gæster. Du kan lide en hverdag med variation og mange forskellige kontaktflader, hvor både service og administration spiller en vigtig rolle. Du tager ansvar for dine opgaver, arbejder struktureret og bevarer overblikket, også når dagen byder på mange forskellige opgaver. Samtidig trives du med selvstændighed og motiveres af at få tingene til at fungere i hverdagen. Derudover arbejder du ubesværet i Microsoft Office-pakken og har generelt let ved at sætte dig ind i nye IT-systemer.

Vi tilbyder
  • En varieret stilling på 30 timer om ugen ved Nat-Tech Bygningsservice, hvor arbejdstiden som udgangspunkt er kl. 8.00-14.00, og arbejdsstedet er Agro Business Park
  • Grundig oplæring og en god introduktion til opgaverne, så du kommer godt fra start i jobbet.
  • Et mindre team med gode kolleger, hvor samarbejde, hjælpsomhed og en uformel omgangstone er en naturlig del af hverdagen.
  • Frihed under ansvar og en alsidig arbejdsdag med en god kombination af service-, administrations- og koordineringsopgaver


Stillingen kræver fysisk tilstedeværelse, og hjemmearbejde er derfor ikke en mulighed.

Send din ansøgning online senest den 12. november 2026.

Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2027.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ebbe Birch på telefon 2080 3424.

Har du lyst til at blive en del af vores hverdag og være med til at skabe gode rammer for både lejere, gæster og kolleger, så glæder vi os til at høre fra dig. Måske er det netop dig, der bliver vores nye kollega.

Formalia
Du ansættes efter fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisation – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK). Du indplaceres som kontorfunktionær i løngruppe 2-3 afhængigt af uddannelse og kvalifikationer.

Du kan læse mere om lønniveauer i staten her.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.500 studerende inklusive ph.d.-studerende og har 9.000 medarbejdere opgjort i årsværk samt en årlig omsætning på 8,9 mia. kr. Læs mere på au.dk

 

This job ad from Aarhus Universitet was collected from Jobnet. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Aarhus Universitet? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (31119103)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Aarhus Universitet
Apply on company site