Chef for Løjtnantsskolen

Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser, Betjeningssted Kastellet - Forsvarsakademiet

From Jobnet
Vil du stå i spidsen for Løjtnantsskolen og være med til at præge fremtidens ledere i Hæren og sætte retningen for uddannelse af Hærens unge officerer? Er du en chef med solid operativ erfaring, en skarp taktisk forståelse og evnen til at træffe beslutninger under pres?

Vi søger en engageret officer med vilje til at lede, mod til at udvikle og integritet til at være chef for Løjtnantsskolen. Hvis du er et match til ovenstående, skal du søge denne stilling.

Om os
Løjtnantsskolen er en del af Hærens Officersskole under Forsvarsakademiet og udgør første led i uddannelsen af Hærens officerer. Skolen uddanner både officerer direkte til tjeneste i Hæren og til at indtræde som kadetter på Hærens Officersskole. Uddannelsen fokuserer i høj grad på taktik og føring og forbereder eleverne til at lede infanteridelinger under både forudsætningsskabende, defensive og offensive taktiske aktiviteter.

Målet er at uddanne officerer, der kan løse alle de opgaver, som en delingsfører i en sammensat enhed står med, og som samtidig har det nødvendige fundament for at kunne fortsætte på linjeofficersuddannelsen ved Hærens Officersskole

Løjtnantsuddannelsens vilkår og rammer er til tider dynamiske, hvilket giver en spændende og udfordrende hverdag. Instruktører ved Løjtnantsuddannelsen består primært af rotationspersonel fra hele Hæren, hvilket bidrager til at uddannelsen holdes opdateret med det nyeste ude fra Hærens enheder.

Om stillingen
Som chef for Løjtnantsskolen skal du tilrettelægge og gennemføre uddannelsen efter direktiv fra chefen for Hærens Officersskole. Du er en central aktør i gennemførelse og udvikling af den Grundlæggende Løjtnantsuddannelse, som alle officerer til Hæren skal gennemføre. Stillingen indebærer desuden et tæt samarbejde med Forsvarsakademiets stab, Hærens Officersskole, Hærkommandoen og øvrige samarbejdspartnere.

Det er en væsentlig del af dit virke, som chef, at kompetenceudvikle dine førere og instruktører inden for taktik og ledelse, så eleverne præsenteres for gode uddannelsesmæssige løsninger; og førere og instruktører fremstår som kompetente eksempler og rollemodeller. Chefen for Løjtnantsskolen forventes gennem dialog med Hæren og Hærens Officersskole at bidrage til udvikling af uddannelsen og Løjtnantsskolen, så den hele tiden tilpasses til den aktuelle situation og kontekst.

Da du er Forsvarsakademiets og Hærens Officersskoles daglige repræsentant på Antvorskov Kaserne, vil du være ansvarlig for at repræsentere FAK og HO i diverse samarbejdsfora på kasernen.

Stillingen afspejler en dynamisk og udfordrende hverdag, hvor du er med til at forme Hærens fremtidige ledere og har mulighed for faglig og personlig udvikling i et tæt samspil med engagerede kolleger.

Du får en kvalificeret stab med alle relevante funktioner og har to-tre kompagnier med en chef, næstkommanderende og delinger under dig afhængig af produktionsmålene.

Du vil indgå i Hærens Officersskoles chefgruppe, referere til og sparre med chefen for denne og dit personel vil deltage i aktiviteter sammen med Hærens Officersskoles stab.

Om dig
Du er oberstløjtnant eller major (M331) med potentiale til udnævnelse.

Du har kompetencer og erfaring inden for uddannelsesplanlægning, førervirke, afdelings-/underafdelingsniveau og ledelse. Du har høj faglighed inden for taktik og du arbejder analytisk og bevarer overblikket – også i travle og omskiftelige perioder.

Du er nytænkende og udviser fleksibilitet, da både uddannelsen og skolen gennemgår væsentlige forandringer i de kommende år. Antallet af elever skal vokse og uddannelsen skal konstant ajourføres i takt med kravene på den moderne kampplads og Hærens afledte udvikling.

Du er god til mennesker, og forstår at bringe dine kollegers kompetencer og styrker i spil, uagtet rang eller baggrund. Du forstår at skabe samarbejde og sammenhold og kan balancere mellem at stille krav, motivere og udvikle din stab, førere, instruktører og løjtnantselever. Samtidig er du også ansvarsbevidst og kvalitetsorienteret i dine leverancer.

Samlet fremstår du som et godt eksempel for eleverne samt den faste stab og lever dermed op til kravene som vi stiller til de kommende officerer på styrke, ordentlighed, integritet, mod og vilje.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1.

Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer, ligesom der er mulighed for, at ansættelse kan ske ved konstitution. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pension.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Fast tjenestested er Slagelse.

Er du udpeget til deltagelse i en international operation, skal du oplyse det i din ansøgning.

Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Såfremt du er M331 og skal udnævnes til stillingen, skal du som udgangspunkt have helbredsvurdering C. Ligeledes bedes du vedlægge dine seneste tre FOKUS-bedømmelser.

Ansættelsen forudsætter, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Ansøgning og kontakt
For yderligere information om stillingen kan du kontakte chefen for Hærens Officersskole, oberst Michael Elsøe Frandsen på telefon +45 25 23 91 89.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent K. Anton Nyholm, på telefon +45 61 40 74 92.

Ansøgningsfristen er 15. november 2026, og samtaler afholdes umiddelbart herefter.

Du søger stillingen via linket og anmodes om at vedhæfte ansøgning, CV, samt seneste FOKUS og evt. talentjournal.

Stillingen er til besættelse snarest muligt. Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer. FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.

Læs mere på fak.dk.



This job ad from Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser was collected from Jobnet. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (16287180)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser

Similar jobs

More Security jobs
Apply on company site