Varmemester på Frederiksberg – måske er du den person, vores beboere møder hver dag
Klokken er lidt over otte. Du går en runde i afdelingen, hilser på de beboere, der allerede er på vej ud ad døren, og stopper op for en kort snak med en ældre beboer, som lige har brug for et godt råd eller et venligt ord.
I afdeling 89 på Frederiksberg er du ikke bare varmemester. Du er et kendt ansigt i hverdagen og en vigtig del af den tryghed, beboerne oplever. Mange af vores beboere er ældre, og flere har forskellige former for handicap. Derfor betyder den menneskelige kontakt meget. Vi leder efter en kollega, som trives med at møde mennesker, udviser respekt og tålmodighed og forstår værdien af god service i hverdagen.
Der skal selvfølgelig også løses praktiske opgaver. Du holder udearealerne pæne, passer de grønne områder, fører tilsyn med tekniske anlæg og hjælper ved ind- og fraflytninger. En del af jobbet er også trapperengøring og medvirken til, at afdelingen fremstår ren, ordentlig og indbydende for beboerne.
Du bliver den daglige varmemester i afdelingen og får stor frihed til selv at planlægge og prioritere dine opgaver. Samtidig bliver du en del af Driftscenter Ballerup, hvor du samarbejder med dygtige kolleger og god sparring er aldrig længere end et telefonopkald væk.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er den type, som naturligt hilser på folk og tager dig tid til en kort snak, når situationen kalder på det.
Du trives med at arbejde selvstændigt, men ved også, hvornår du skal række ud til kolleger. Du kan skabe gode relationer til mange forskellige mennesker og møder både beboere, håndværkere, kolleger og samarbejdspartnere med respekt og imødekommenhed.
Derudover håber vi, at du:
- kan lide praktisk arbejde og ansvar for egne opgaver
- har erfaring med eller interesse for vedligeholdelse af grønne områder
- er stabil, engageret og god til at få afsluttet dine opgaver
- kan bevare overblikket, også når dagen ikke går helt som planlagt
- er fortrolig med IT og kan arbejde på computer og iPad
- har kørekort
Vi tilbyder
Hos AAB får du en hverdag, hvor du gør en reel forskel for mennesker. Du bliver en del af en organisation i udvikling, hvor vi arbejder målrettet med service, beboertilfredshed og samarbejde.
- Ansættelse snarest muligt
- 37 timers arbejdsuge, eksklusive frokost
- Stor indflydelse på din arbejdsdag
- Sundheds- og behandlingsforsikring
- Løn og ansættelse efter overenskomst mellem BL – Danmarks Almene Boliger og ESL.
Hvis du bliver tilbudt stillingen, skal du kunne fremvise en tilfredsstillende straffeattest, før vi kan ansætte dig.
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte leder af driftscenter Sylvester Kelly på ske@aab.dk.
Du søger stillingen ved at sende ansøgning og CV via knappen ”Søg stillingen”. Ansøgningsfristen er den 15. november 2026.
This job ad from AAB was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
About this employer
- New on jajob, no reply history yet