Forsknings- og innovationsattaché til Danmarks innovationscentre i München og Seoul
Vil du udvikle og drive internationale forsknings- og innovationspartnerskaber til gavn for Danmark? Så er du måske Innovation Centre Denmark’s nye attaché i enten München eller Seoul.
Innovation Centre Denmark styrker dansk innovation
Sammen med Udenrigsministeriet driver Forsknings, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet en række innovationscentre, der tilsammen udgør Innovation Centre Denmark (ICDK). Centrene ligger i Boston, Silicon Valley, Shanghai, München, Seoul, Bangalore, Nairobi og Tel Aviv.
Innovationscentrene giver danske forskere, iværksættere og virksomheder adgang til ny viden, partnere, teknologi og finansiering i verdens førende innovationshubs og formidler viden om nye teknologiske landvindinger og trends til danske interessenter. ICDK er således en central aktør i det danske innovationsøkosystem.
På centrene i München og Seoul har vi bl.a. fokus på at bringe viden hjem til Danmark om nye teknologiske trends og hjælper store danske virksomheder, vidensinstitutioner, private organisationer og startups med adgang til videnspartnere, markeder og kapital i nogle af verdens største innovationsøkosystemer. Vi hjælper også med at facilitere samarbejder mellem førende forskningsinstitutioner i Danmark og henholdsvis Tyskland og Sydkorea, ligesom vi samarbejder med både danske, nationale og regionale myndigheder.
Grøn omstilling, life science, deeptech og nye digitale teknologier er nogle af fokusområderne på centrene, hvor vi på tværs af teknologiområder arbejder med entreprenørskab, innovation, forsker-til-forsker-samarbejder og offentlig/privat samarbejde som tværgående indsatser i vores aktiviteter.
Du bliver bindeled mellem Danmark og henholdsvis Tyskland og Sydkorea
Som forskningsattaché ved ICDK München eller ICDK Seoul har du daglig kontakt med en bred vifte af danske samt henholdsvis tyske og sydkoreanske forsknings- og innovationsaktører. De primære opgaver bliver, at:
- sammen med centerchefen at forestå den daglige ledelse af ICDK München eller ICDK Seoul.
- udvikle nye forsknings- og innovationsprojekter mellem danske og tyske eller danske og sydkoreanske institutioner og virksomheder.
- understøtte mobilitet af forskere mellem Danmark, Tyskland og Sydkorea.
- forbedre bilateralt dansk-tyskt og dansk-sydkoreansk forsknings- og innovationssamarbejde, f.eks. gennem aftaler mellem lokale og danske myndigheder.
- bidrage med dansk indhold til relevante europæiske indsatser i Tyskland og Sydkorea i samarbejde med den øvrige EU-delegation for forskning og innovation.
- videreudvikle og implementere ICDK’s strategiske indsatser, herunder centrets toårige resultatkontrakt, i tæt samarbejde med centerchefen.
- udarbejde indberetninger, notater og analyser m.m. til Forsknings, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet og andre danske interessenter.
- understøtte og bidrage med indhold til virksomhedsrettede aktiviteter som f.eks. ICDK-programmerne: Innovation Camps, Innovation Market Sprint og Global Tech Trends.
- synliggøre potentialer for dansk-tysk og dansk-sydkoreansk forsknings- og innovationssamarbejde og videnhjemtag til Danmark. bl.a. gennem forsknings- og virksomhedsbesøg, events, keynotes, artikler, korte rapporter og andre kommunikationsprodukter.
Det forventer vi af dig
Du brænder for at fremme internationalt samarbejde til gavn for danske forskere og virksomheder. Du har et stærkt netværk på de danske forskningsinstitutioner og i det danske innovationsøkosystem inden for ICDK’s fokusområder: grøn omstilling, tech og life science, og din rolle forventes at have særlig fokus på disse områder.
Du har en relevant akademisk uddannelse og mindst ti års relevant erfaring. Indsigt i tyske eller sydkoreanske forsknings- og innovationsforhold samt erfaring fra en politisk styret organisation - eller det danske innovationsmiljø - er en væsentlig fordel. Erfaring med etablering af internationale partnerskaber og netværk vil være et yderligere plus. Du skal desuden være udstyret med både en politisk og diplomatisk sans.
Vi forventer desuden, at du:
- er en stærk projektleder, der har solid erfaring med selvstændigt at igangsætte, drive og evaluere projekter mellem virksomheder/forskningsinstitutioner (gerne med fokus på innovation) med målbare resultater til følge.
- er god til at skabe, udvikle og vedligeholde et internationalt netværk.
- er udadvendt og god til at samarbejde både internt og eksternt.
- er god til at kommunikere i skrift og tale på både engelsk og dansk.
- for stillingen i München vil solidt kendskab til tysk være en fordel
- besidder stærke analytiske kompetencer.
- er iderig og proaktiv.
Du skal være indstillet på, at en del af arbejdet er af praktisk karakter såsom at arrangere delegationsbesøg, workshops og sætte møder op. Endelig vil der med jobbet følge en del rejseaktivitet, både i henholdsvis Tyskland og Sydkorea samt til og fra Danmark.
Som innovationsattaché har du det faglige ansvar for centrets aktiviteter sammen med centerchefen. I udgør sammen centrets ledelsesteam.
I ICDK München er der 4 lokaltansatte medarbejdere og en praktikant, og i ICDK Seoul er der 4 lokaltansatte og en praktikant. Alle disse medarbejdere refererer til centerledelsen ved centerchefen og attachéen.
ICDK München er placeret ved det danske generalkonsulat i München, som en del af den samlede danske repræsentation i Tyskland. Der er et tæt samarbejde mellem innovationscentret, repræsentationens øvrige afdelinger og repræsentationerne i Tyskland i øvrigt. ICDK Seoul er placeret ved den danske ambassade i Seoul, hvor der er tæt samarbejde mellem innovationscentret og repræsentationens øvrige afdelinger og er en del af den samlede danske repræsentation i Sydkorea.
I ansøgningen bedes du udspecificere hvilken af de to stillinger du ansøger.
Løn og ansættelsesvilkår
Du vil blive udsendt via Udenrigsministeriets specialattachéordning med ansættelse i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Det er en forudsætning for udsendelse, at du er skattepligtig i Danmark. Under udsendelsen beskattes lønnen ligeledes i Danmark. Under udsendelsen får du et skattefrit udetillæg som kompensation for visse af de merudgifter, der er forbundet med udsendelsen. Udetillægget beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. familiesammensætning. Der stilles umøbleret tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. flytning, sundhedsforsikring, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler. Det er en forudsætning for ansættelse, at du på et hvert tidspunkt i ansættelsen kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde din sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse.
Stillingen forventes besat den 1. maj 2027 eller hurtigst muligt herefter og er i første omgang 3-årig. Den første måned vil du primært være i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i København med henblik på oplæring inden udsendelsen samt afholdelse af møder med danske interessenter.
Har du spørgsmål til livet som attaché og til de projekter, som ICDK München og ICDK Seoul aktuelt arbejder med, er du velkommen til at kontakte den nuværende attaché i München, Marlis Erichsen på marerc@um.dk eller nuværende attaché i Seoul Inie Nør Madsen på inimad@um.dk. Har du mere generelle spørgsmål vedr. Innovation Centre Denmark og stillingen, kan du kontakte specialkonsulent Anne M. Dahl Nielsen i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen på telefonnummer 7231 8259. Spørgsmål vedr. vilkår for udsendelse kan rettes til kontorfunktionær Maryla Poulsen i Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet på 7231 8014.
Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside ufsn.dk. Vi skal have din ansøgning senest onsdag den 18. november 2026
Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde forventes afholdt i uge 49/50 og anden samtalerunde forventes afholdt i uge 51. Der kan i forbindelse med ansættelsessamtalerne blive brugt case. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen.
This job ad from Uddannelses- og Forskningsstyrelsen was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
Recruiting for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen? Post jobs on jajob.dk for free.
About this employer
- Verified CVR (34042012)
- New on jajob, no reply history yet
