Brænder du for at gøre en forskel og hjælpe andre mennesker i nød? Så er det måske dig vi søger som bådfører ved Redningsstation Thorsminde.
Om os Kystredningstjenesten udfører hele året igennem mange forskellige redningsaktioner, og når alarmen lyder er det vigtigste, at alle kender hinanden, ved hvilken opgave de skal udføre og at de stoler på hinanden. Det er et fællesskab, som bringer en stolthed med sig og vi arbejder målrettet på at gøre Kystredningstjenesten til en af verdens bedste.
Om stillingen Som bådfører er du en del af den lokale ledelse på stationen og skal støtte stationslederen i det administrative arbejde samt med vedligehold og almindelig drift af stationen og materiellet.
Du er ligeledes stationslederens stedfortræder i hans fravær. Du indgår desuden fast i beredskabet på stationen, og du har, sammen med dine kollegaer til opgave, at gøre farvandet ud for Thorsminde mere sikkert. Der vil være diverse aktioner og øvelser, som du også skal deltage i.
Du er en del af et team af gode kollegaer, hvor der er et tæt sammenhold, og hvor du har mulighed for at påvirke den lokale udvikling af Kystredningstjenesten.
Du er en del af en kultur, hvor vi er stolte af vores arbejde, og hvor vi sætter en ære i at redde folk. Du vil få en arbejdsplads, hvor der altid er både oplevelser og udfordringer.
Om dig For at kunne komme i betragtning til stillingen er det et krav, at du har erhvervet Sundhedsbevis for Søfarende uden begrænsninger (Blå bog) og, at du ikke har forhold på din straffeattest, der er uforenelige med tjeneste i Kystredningstjenesten.
Kendskab til farvandet ud for Thorsminde er en fordel, da du som redningsmand/-kvinde skal kunne begå dig på havet i alt slags vejr og i alle slags redningsaktioner. Det er et krav, at du kan stille på stationen indenfor 10 minutter når alarmen lyder.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker på vegne af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Du bliver ansat og aflønnet efter den gældende organisationsaftale for redningspersonale ved redningsstationerne under Forsvarsministeriet mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Foreningen af Danske Redningsmænd samt Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentlig. Stillingen ønskes besat 1. marts 2027.
Dit faste tjenestested vil være på Thorsminde Redningsstation.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om arbejdspladsen og arbejdsopgaverne i stillingen, er du velkommen til at kontakte stationsleder Bjarne Mikkelsen på telefon 3029 1537.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er den 19. november 2026. Samtaler afholdes umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig samtidig vedhæfte din ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbeviser. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes som pdf-filer.
I Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Redningsstation Thorsminde Thorsminde er en del af Kystredningstjenesten i Beredskabsstyrelsen. Der er i alt 21 redningsstationer fordelt over hele Danmark, og der er ca. 200 redningsfolk ansat. Redningsstation Thorsminde er normeret til 3 fuldtidsansatte, 7 rådighedsansatte og 3 reserve redningsmænd. Redningsstationen Thorsminde har tjenesteadresse på Havnevej 3, 6990 Ulfborg.
Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB), som blev etableret i august 2024. Styrelsen består af cirka 1.000 ansatte. Beredskabsstyrelsen arbejder både til lands og til vands. Styrelsen håndterer større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan true samfundets grundlæggende funktioner. Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber. Derudover varetager Beredskabsstyrelsen en række operative kapaciteter og opgaver, herunder beredskabskommunikation samt sikkerhed og beredskab til søs. Et centralt element i styrelsens arbejde er uddannelse af ledere, instruktører og specialister, så beredskabet i Danmark opretholder et højt fagligt niveau. Styrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er repræsenteret over hele landet. Beredskabsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads med medarbejdere fra forskellige faglige baggrunde og med mange typer opgaver – men med ét fælles mål: At skabe tryghed og passe på danskerne.
This job ad from Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser was collected from Jobnet. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.