Pædagogiske medarbejdere til nyopstart af vuggestue i Aarup
Har du hjerte for børn i 0-2 års alderen, og brænder du for at skabe læringsmiljøer med nærvær, tryghed og kropslig udfoldelse? Er du fagligt nysgerrig, og ønsker du at udvikle dig både fagligt og personligt? Og vil du være med til at starte en vuggestue op fra bunden? Så glæder vi os meget til at byde dig velkommen som vores nye kollega i Dagtilbuddene i Aarup.
Grundet et øget børnetal i Aarup skal vi etablere en vuggestue med 12-15 pladser i børnehuset Drømmebakken.
Hvis der bor en pædagogisk entreprenør i dig med godt overblik og faglig bevidsthed om 0-2 års pædagogik, ser vi meget gerne en ansøgning fra dig. Hvis du ’bare’ bliver tændt af at være med i projektet, skal du også være meget velkommen.
Vi skal i første omgang bruge 2 pædagoger, en pædagogisk assistent og en pædagogmedhjælper til vuggestuen. Skriv gerne i din ansøgning, hvilke(n) af stillingerne, du er interesseret i.
Der er opstart fra den 1. januar 2027.
Om os
Vuggestuen bliver en tæt del af børnehuset Drømmebakken, som også har en børnehavegruppe med ca. 60 børn samt en lille gruppe fra specialtilbuddet Solsikken. Herudover har Dagtilbuddene i Aarup 12 dagplejere, en vuggestue med 30 børn, Specialgruppen Solsikken med 22 børn og yderligere en børnehave med 60 børn. I alt 3 matrikler + dagplejerne, som sammen prøver at skabe de bedste rammer for de 0-6 årige børn i Aarup.
Samlet set har Dagtilbuddene i Aarup gode fysiske rammer og gode muligheder for udfoldelse, udflugter og læringsmiljøer, der vækker børnenes nysgerrighed både ude og inde.
Det er nemt at komme til og fra Aarup med bil, bus og tog, og alle vores børnehuse ligger i gåafstand fra stoppested og togstation. Vi forsøger at være fleksible i arbejdstiderne i forhold til offentlig transport.
Vores værdier er Glæde, Mangfoldighed og Udvikling for både børn og ansatte. Vi lægger os i selen for at skabe de bedste muligheder for et sundt og ærligt arbejdsmiljø, som skal bære arbejdet på daglig basis. Vores nuværende vuggestue, Solstrålen, er attraktiv i lokalområdet og har stor forældretilfredshed.
Vi prioriterer faglig udvikling, hvorfor alle fastansatte pædagoger har modtaget et kompetenceudviklingsforløb hos Tea Thyrre Sørensen om neuropsykologisk udviklingsleg. Dette tilbud vil også gælde dig! Herudover har vi fokus på vores læringsmiljøer og arbejder fagligt med tryghed, leg, børns gråd, omsorg og rutinerne i hverdagen. I den nye vuggestue vil vi læne os op ad pædagogik og strukturer, som fungerer i den nuværende vuggestue.
Vi har altid en skærpet opmærksomhed på barnet i tilknytningsfasen samt i overgangsfasen til børnehaven.
Derudover har vi et særligt pædagogisk fokus på:
- Leg og mentalisering
- Forældresamarbejdet
- Sprog, motorik og musik
Vi glæder os til at byde dig velkommen, og vi er klar til at tage godt imod dig og støtte dig i din faglige udvikling samt til at modtage alt det, du vil bidrage med.
I hverdagen øver vi os i at hjælpe hinanden med ikke at have travlt, bl.a. ved at arbejde med struktur og roller. Vi søger nærværet og er bevidste om, at det er i nærvær og fordybelse, at der er kvalitet for børnene.
Vi prioriterer faglig ledelse samt faglige drøftelser og pædagogik tilpasset børn i udsatte positioner, både lokalt og i et godt og tæt samarbejde med PPR og børn- og familieafdelingen i Assens Kommune.
Om dig og om stillingerne
Vi søger pædagogiske medarbejdere, herunder 2 med pædagoguddannelse. Vi håber at kunne tiltrække erfaring til opgaven, men hører også gerne fra dig, der er helt nyuddannet.
Vi vægter medarbejdere, der:
- har lyst og evner til at gå ind i en samskabende proces
- har gode bud på aktiviteter til børn i 0-2 års alderen
- har lyst til at bruge uderummet
- kan bidrage med kreativitet og/eller musik i børnehøjde
- har hjerte og omsorg for de yngste og møder alle med smil og varme
- møder på arbejde med godt humør
For de pædagogisk uddannede vægter vi yderligere, at du:
- fagligt brænder for at skabe en indholdsrig og tryg hverdag for alle børn
- ønsker at dele ud af din faglighed og dine kompetencer i personalegruppen
- har et bud på kvaliteten i forældresamarbejdet
- kan formulere dig både skriftligt og mundtligt til forskellige målgrupper
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomster og ud fra reglerne om lokal løndannelse.
Vi gør opmærksom på, at børne- og straffeattest indhentes, inden ansættelse kan finde sted.
Vil du vide mere
Måske vi har vakt din interesse, og du har fået lyst til at vide mere? Det håber vi! Du er i hvert fald velkommen til at kontakte faglig leder i vuggestuen, Jeannette Hansen, på telefon 21 62 01 44 eller områdeleder Synnøve Traasdahl på telefon 24 61 78 76.
Du kan se mere om vores gode fysiske rammer og faciliteter samt husenes placering på vores hjemmeside https://bh-aarup.assens.dk
Ansøgningsfristen er den 15. november 2026. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 47 og 48.
Vi glæder os til at modtage en ansøgning fra dig!
Flyt til Vestfyn
Tænker du at søge dette job i Assens Kommune? Så går du måske også med tanker om at flytte til Vestfyn.
Har du brug for hjælp til at finde dit nye hjem, så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: www.flyttilvestfyn.dk.
Du er også meget velkommen til at kontakte vores bosætningskonsulent Louise Skøtt Christensen på telefon 64 74 71 55.
This job ad from Assens Kommune was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
Recruiting for Assens Kommune? Post jobs on jajob.dk for free.
About this employer
- Verified CVR (29189692)
- New on jajob, no reply history yet