Øvelseskoordinator
Energinet (ERS) · CVR 28980671
- Location
- 7000 Fredericia
- Posted
- 9 days ago
- Application deadline
- 30 October 2026
- Danish
- Danish required
- Workplace
- On-site
Vil du være med til at styrke beredskab og robusthed i en samfundskritisk virksomhed?
Hos Energinet søger vi en øvelseskoordinator, som vil spille en central rolle i udviklingen, planlægningen og gennemførelsen af øvelsesaktiviteter inden for beredskab, krisestyring og fysisk sikkerhed i Workplace and Real Estate. Du bliver en del af et fagligt stærkt team, der arbejder målrettet med at styrke organisationens robusthed, beredskabsevne og krisestyringskompetencer i en tid med stigende krav og et komplekst trusselsbillede.
Energinet spiller en afgørende rolle for Danmarks forsyningssikkerhed og grønne omstilling. Robusthed, beredskab og sikkerhed er derfor højt prioriteret – både strategisk og i den daglige drift.
En nøglefunktion i udviklingen af beredskabskompetencer
Som øvelseskoordinator får du en vigtig rolle i at sikre, at medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere er uddannede, trænede og trygge i deres roller, når alvorlige hændelser opstår. Du arbejder både strategisk og operationelt med at omsætte krav, planer og risikobilleder til konkrete uddannelsesforløb, realistiske øvelser og målrettede forbedringer af beredskabet. Du bliver den faglige drivkraft for øvelses- og uddannelsesområdet i Workplace and Real Estate og fungerer som bindeled til interne og eksterne samarbejdspartnere. Stillingen er organisatorisk forankret i Real Estate and Operations, som er en afdeling i Workplace and Real Estate.
Dine primære opgaver
- Planlægge, gennemføre og evaluere øvelses- og træningsaktiviteter i samarbejde med relevante fagmiljøer
- Operationalisere krav til øvelsesaktiviteter fra planlægning til afvikling og evaluering
- Udforme og vedligeholde processer, metoder for øvelser i Workplace and Real Estate
- Planlægge og koordinere øvelsesaktiviteter med Energinets datterselskaber og eksterne samarbejdspartnere
- Designe og implementere et struktureret uddannelsesprogram for medarbejderne ved Workplace and Real Estate
- Sikre systematisk erfaringsopsamling og omsætning af læring til konkrete forbedringer
- Bidrage til udviklingen af beredskabsplaner, kontinuitetsarbejde, den samlede robusthed og fysisk sikkerhed i organisationen
Operativ krisestyring og hændelseshåndtering
Som en del af Workplace and Real Estates samlede beredskabsleverance indgår du også i:
- Facilitering og understøttelse af krisestyring ved kritiske hændelser
- Tværgående samarbejde om hændelseshåndtering og beredskabsudvikling
- Udvikling og vedligeholdelse af Workplace and Real Estates krisestyringskompetencer
- Understøttelse af løbende forbedringer af beredskab, robusthed og fysisk sikkerhed på baggrund af øvelser og hændelser
Du bliver en del af Workplace and Real Estate i Fredericia
Du får base på Energinets hovedkontor i Fredericia og bliver en del af Workplace and Real Estate, som har ansvar for udvikling, drift og vedligehold af Energinets administrative bygninger og faciliteter.
"Du får en central rolle i arbejdet med at udvikle og styrke organisationens beredskabskompetencer. Sammen med kolleger og samarbejdspartnere skaber du de rammer, der sikrer, at medarbejdere og ledere er forberedte, når det virkelig gælder,” udtaler Manager for Real Estate and Operations, Ole Christiansen.
Din profil
Vi forestiller os, at du har:
- En relevant videregående uddannelse inden for beredskab, krisestyring, Business Continuity Management, læring, uddannelsesdesign eller tilsvarende
- Dokumenteret erfaring med planlægning, design og gennemførelse af øvelsesaktiviteter
- En solid forståelse for krisestyring, hændelseshåndtering og beredskabsplanlægning
- Evnen til at omsætte strategiske krav og rammer til konkrete læringsmål, uddannelsesforløb og metoder
- Erfaring med facilitering og koordinering på tværs af organisationer og fagområder
Som person er du nysgerrig på at udvikle dig og bidrage både fagligt og socialt. Du trives i et miljø med høj faglighed og samarbejder naturligt på tværs af organisatoriske skel. Samtidig arbejder du struktureret, tager ansvar og formår at skabe fremdrift i komplekse opgaver med mange interessenter.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Trives i et fagligt stærkt miljø, hvor sparring og videndeling er en naturlig del af hverdagen
- Har stærke samarbejdsevner og kan skabe relationer på tværs af organisationen
- Kommunikerer klart og professionelt både skriftligt og mundtligt
- Kan formidle komplekse emner på en praksisnær og engagerende måde
Vil du være med til at gøre en forskel sammen med os?
Så ser vi frem til at modtage dit motiverede CV hurtigst muligt og senest 30. oktober. Vi forventer at holde 1. samtale online 11. november, og 2. samtale 18. og 19. november i Fredericia.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Ole Christiansen på tlf. 2949 4283 eller mail olc@energinet.dk .
Særlige forhold: Da Energinet løser samfundskritiske opgaver, udfører vi baggrundstjek forud for ansættelsen. Det er en forudsætning for ansættelse, at dit baggrundstjek er foreneligt med ansættelse i Energinet. Baggrundstjekket gennemføres desuden én gang årligt.
Jobbet kræver desuden, at du kan opnå og opretholde sikkerhedsgodkendelse. På PET's hjemmeside kan du læse mere om sikkerhedsgodkendelse.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede, uanset baggrund, til at søge jobbet. Vi arbejder aktivt og målrettet med mangfoldighed i Energinet og opfordrer dig derfor til at udelade billede, oplysninger om alder, civilstand og lignende, for at minimere ubevidste biases i processen. Du kan læse mere om vores mangfoldighedspolitik her.
Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Vi ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark for at indpasse mere vedvarende energi, opretholde forsyningssikkerhed og sikre lige markedsadgang til nettene.
This job ad from Energinet (ERS) was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
Apply on company site ↗Recruiting for Energinet (ERS)? Post jobs on jajob.dk for free.