Docentstilling i ældre med multisygdom og praksisnære sundhedsindsatser

University College Syddanmark, UC Syddanmark, Esbjerg

З Jobnet
Vil du være med til at opbygge og udvikle et stærkt forskningsområde med fokus på ældre med multisygdom og sætte retning for udviklingen af praksisnære indsatser, der kan understøtte sammenhængende forløb tæt på borgerens hverdagsliv? Så er dette docentur måske noget for dig.

Vi søger en docent med en relevant forskningsprofil inden for ældre med multisygdom, som kan få en central faglig rolle i udviklingen af UC SYDs forskning på området. Forskningen skal bidrage med ny viden om, hvordan behandling, pleje, rehabilitering og forebyggelse kan udvikles og tilrettelægges med udgangspunkt i den kompleksitet, der kendetegner ældre borgeres liv med flere samtidige sygdomme.
Stillingen skal bidrage til at styrke sammenhængen mellem forskning, sundhedsuddannelserne og praksis. Docenten forventes desuden at få en central rolle i udviklingen af og undervisning på UC SYDs kommende professionsmaster.

Om forskningsområdet
Flere ældre lever med multisygdom og har behov for behandling, pleje og rehabilitering, der involverer forskellige sundhedsprofessionelle og ofte går på tværs af sektorer. Det stiller krav til, hvordan sundhedsfaglige indsatser organiseres og tilrettelægges, så de tager højde for flere samtidige sygdomme, funktionsevne, behandlinger og den enkelte borgers samlede livssituation.

På UC SYD ønsker vi derfor at styrke og videreudvikle vores forskningskapacitet inden for ældre med multisygdom. Vi har særligt fokus på praksisnære indsatser i det nære sundhedsvæsen og på, hvordan sundhedsfaglig praksis kan understøtte sammenhængende forløb, funktionsevne, autonomi og livskvalitet for ældre, der lever med flere samtidige sygdomme. Vi forventer ikke, at ansøgeren har forskningsmæssig erfaring inden for alle de nævnte områder. Vi lægger vægt på, at ansøgeren har en relevant og solid forskningsprofil med relation til ældre med multisygdom og kan bidrage til at udvikle og sætte faglig retning for forskningsområdet i samspil med UC SYDs eksisterende forskningsmiljøer, uddannelser og praksissamarbejder.

Forskningsområdet har et praksisnært, tværprofessionelt og tværsektorielt perspektiv med fokus på ældre med multisygdom i eget hjem og nærmiljø. Det kan eksempelvis omfatte forskning i forebyggelse, tidlig opsporing, pleje, behandling og rehabilitering samt udvikling, afprøvning og evaluering af indsatser, der understøtter borgerens mulighed for at leve et meningsfuldt og selvstændigt hverdagsliv med multisygdom.

Vi er særligt interesserede i forskning i den sundhedsfaglige praksis omkring komplekse forløb for ældre med multisygdom. Det kan blandt andet omfatte kliniske observationer og vurderinger, prioritering og beslutningstagning i situationer præget af kompleksitet og usikkerhed. Forskningsområdet kan også omfatte klinisk ansvar og koordinering i forløb, der går på tværs af professioner, sektorer og organisatoriske rammer, eksempelvis ved udskrivelse, opgaveoverdragelse og ændringer i behandlingsansvar.

Et centralt perspektiv er, hvordan indsatser kan udvikles og tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte ældre borgers behov, ønsker, ressourcer og livssituation. Forskningen kan derfor også omfatte borger- og pårørendeinddragelse samt samspillet mellem sundhedsvæsenet, civilsamfundet og borgerens egne netværk.

Hverdagen som docent på UC SYD
Dine nærmeste kollegaer bliver syv andre docenter som sammen med dig driver forskningen på UC SYD i tæt dialog med vores uddannelser. Du bliver samtidig en af tre docenter med særlig tilknytning til Institut for Sundhed, hvor du får en central rolle i at styrke forskningsmiljøet og skabe sammenhæng mellem forskning, uddannelse og praksis. Det indebærer et tæt samarbejde med instituttets medarbejdere samt en synlig og aktiv tilstedeværelse i instituttets faglige miljø. I tæt dialog med både de andre docenter, forskningschefen og institutchefen bidrager du til den strategiske udvikling af forskningen og til at omsætte instituttets forskningshandleplan til konkrete aktiviteter og resultater.

Vi kan tilbyde en hverdag med mange forskellige opgaver og du har stor indflydelse på både indhold og arbejdsform. Du bliver en del af et stærkt team hvor vi løfter i flok og hjælper hinanden. Vi mødes ofte på tværs af programmer og projekter både fysisk og online og vi gør os umage med at skabe en hverdag, hvor der er den nødvendige fælles forankring i gruppen af docenter og stor fleksibilitet for den enkelte docent.

Forskningen på UC SYD er organiseret i fire forskningsprogrammer. Hvert program er tæt knyttet – men ikke begrænset – til et af UC SYDs fire institutter. Dette docentur er placeret i forskningsafdelingen i forskningsprogrammet Sundhedsfaglig Praksis (SuPra) som er tæt knyttet til Institut for sundhed.

Dine opgaver
Som docent får du en central rolle i at opbygge og videreudvikle sundhedsteknologi som forskningsområde på UC SYD.

Du skal blandt andet:

  • Udvikle og gennemføre praksisnær og anvendelsesorienteret forskning af høj kvalitet
  • Sætte en tydelig faglig og forskningsmæssig retning for området og bidrage til at opbygge et bæredygtigt forskningsmiljø
  • Initiere og lede forsknings- og udviklingsprojekter i samarbejde med forskere, undervisere, studerende og eksterne samarbejdspartnere
  • Udvikle stærke forskningssamarbejder med kommuner, regioner, sygehuse, virksomheder, civilsamfund og nationale og internationale forskningsmiljøer
  • Hjemtage ekstern finansiering og bidrage til udviklingen af større forskningsansøgninger og strategiske partnerskaber
  • Publicere og formidle forskning nationalt og internationalt
  • Vejlede og understøtte kolleger i forsknings- og udviklingsarbejde og bidrage til udviklingen af forskningskapaciteten på UC syd
  • Bidrage til at bringe forskningsbaseret viden ind i UC SYDs sundhedsuddannelser
  • Bidrage til undervisning på sundhedsfaglige grund- og videreuddannelser og/eller på professionsmasteruddannelser
  • Bidrage aktivt til udviklingen af og på sigt undervisning på UC SYDs kommende professionsmaster.
En væsentlig del af opgaven bliver således at skabe forbindelser mellem forskning, uddannelse og sundhedsfaglig praksis og sikre, at den viden, der udvikles, kan anvendes og skabe værdi i professionerne.

Din profil
Vi søger en forskningsmæssigt stærk profil med dokumenteret erfaring inden for ældre med multisygdom eller et nært beslægtet forskningsområde og har en ph.d..

Derudover prioriterer vi ansøgere, som:

  • Har en ph.d.-grad eller tilsvarende forskningsmæssige kvalifikationer
  • Har en stærk forskningsprofil med relevante videnskabelige publikationer
  • Har erfaring med forskning inden for ældre med multisygdom eller et nært beslægtet område
  • Har erfaring med at udvikle, lede og gennemføre forsknings- og udviklingsprojekter
  • Har erfaring med eller potentiale for at hjemtage ekstern forskningsfinansiering
  • Har erfaring med tværfagligt og gerne tværsektorielt forskningssamarbejde
  • Kan skabe samarbejde mellem forskning, uddannelse og praksis
  • Har mærkbare samarbejdsevner i forhold til både ledelse og kolleger
  • Kan vejlede og understøtte forskere og undervisere i deres forsknings- og udviklingsarbejde
  • Kan formidle forskning til både videnskabelige miljøer, studerende, sundhedsprofessionelle og den bredere offentlighed
  • Har undervisningserfaring fra en videregående uddannelsesinstitution.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra eller et solidt kendskab til sundhedsvæsenet og de sundhedsprofessionelles praksis.

Metodisk kan din forskningsprofil være kvalitativ, kvantitativ eller mixed methods. Det afgørende er, at du kan bringe relevante forskningsmetoder i spil i udvikling og undersøgelse af komplekse problemstillinger i sundhedsfaglig praksis.

Om Forskningsprogrammet Sundhedsfaglig Praksis
Forskningsprogrammet Sundhedsfaglig Praksis (SUPRA) udvikler praksisnær og anvendelsesorienteret forskning med afsæt i aktuelle og fremtidige udfordringer på sundhedsområdet.

Programmet arbejder på tværs af sundhedsprofessioner og i tæt samarbejde med kommunale, regionale og øvrige praksispartnere. Forskningen har fokus på borgernære indsatser inden for det somatiske, psykiatriske og sociale område og omfatter blandt andet pleje, behandling, rehabilitering og palliation, forebyggelse og sundhedsfremme, bruger- og patientinddragelse samt udvikling, afprøvning, implementering og evaluering af komplekse interventioner.

Som docent bliver du en central del af forskningsmiljøet og får mulighed for at præge udviklingen af et område, som UC SYD ønsker at styrke markant i de kommende år.

Løn og ansættelsesforhold
Der er tale om en fuldtidsstilling uden tidsbegrænsning med tiltrædelse den 1. maj 2027 eller snarest derefter. Ansættelsessted er ved UC SYDs campus i enten Esbjerg, Haderslev eller Aabenraa efter konkret aftale, men med aktiviteter på tværs i organisationen med krav om tilstedeværelse og mulighed for hjemmearbejde.

Du vil blive ansat som docent og efter din uddannelsesmæssige baggrund indplaceret på gældende overenskomst for Akademikere i staten eller Lærernes Centralorganisation (LC) og Centralorganisationen af 2010 - CO10 (CO10)s område samt efter bekendtgørelsen om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Du referer til forskningschefen.

Ansøgning
Send din ansøgning på nedenstående link senest den 11. december 2026. For at komme i betragtning skal din ansøgning indeholde:

▪ En motiveret ansøgning

▪ En forskningsplan, hvor du beskriver dine visioner og prioriteringer for, hvordan du som docent vil bidrage til at udvikle og styrke forskningen inden for docenturets faglige område i de kommende år. Forskningsplanen skal desuden beskrive, hvordan du vil bidrage til udvikling af forskningsmiljøet, eksterne samarbejder og hjemtag af ekstern finansiering samt til, at forskningen bringes i spil i uddannelse og praksis

▪ CV, inklusive fuld publikationsliste

▪ Kopi af eksamensbeviser

▪ Tre udvalgte publikationer, der dokumenterer bredde og kvalitet i dine forskningskompetencer. Publikationerne skal indsendes elektronisk og kunne deles med bedømmelses- og ansættelsesudvalget. Valget af de tre publikationer skal begrundes. Hvis der vedlægges større publikationer som f.eks. en monografi, skal ansøger udpege max 30 sider.

Ansættelse forudsætter positiv docentbedømmelse af et eksternt bedømmelsesudvalg, der nedsættes i forbindelse med ansøgningsprocessen. Bedømmelsen af ansøgers kvalifikationer sker på grundlag af de generelle bedømmelseskriterier, der fremgår af bekendtgørelse nr. 413 af 27. april 2025, bilag 2, samt de faglige kvalifikationer, der fremgår af dette stillingsopslag. Der vil før ansøgningerne sendes til det eksterne bedømmelsesudvalg blive foretaget en udvælgelse af de kandidater der ønskes vurderet

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler primo marts 2027.

Har du spørgsmål eller søger yderligere information, er du velkommen til at kontakte direktør og konstituerede forskningschef Simon Lægsgaard Madsen, slma@ucsyd.dk, 61344916 (for generel information og spørgsmål om ledelse), docent Julie Dalgaard Guldager, jdgu@ucsyd.dk, 72665277 (for fagspecifikke spørgsmål) eller institutchef for Institut for Sundhed Christina Lodberg, chlo@ucsyd.dk, 24821815 (for spørgsmål om sundhedsuddannelserne og kobling til forskning).

UC SYD ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede uanset alder, køn, etnisk tilhørsforhold, religion, handicap eller seksuel orientering til at søge ledige stillinger hos os.

Це оголошення від University College Syddanmark взято з Jobnet. jajob.dk показує копію й кілька разів на день перевіряє, чи вакансія ще відкрита. Відгуки надсилаються на сайт самого роботодавця.

Відкрити оригінал оголошення

Наймаєте для University College Syddanmark? Публікуйте вакансії на jajob.dk безкоштовно.

Про цього роботодавця

  • Перевірений CVR (30840402)
  • Новий на jajob, історії відповідей ще немає
Стежити Отримуйте сповіщення про нові вакансії від University College Syddanmark
Відгукнутися на сайті компанії