Vil du være med til at understøtte en bæredygtig affaldshåndtering på tværs af Forsvarets etablissementer? Har du interesse for drift – og motiveres du af at skabe sammenhæng mellem vores leverandørkontrakter, praksis og lokale behov? Trives du tilmed i en kompleks organisation med en decentral struktur og både interne og eksterne samarbejdsflader? Så er det måske dig, vi søger som kollega til Etablissementsdriftssektionen. Om os Etablissement- og Terrænkommandoen har hovedkontor i Hjørring, mens Forsvarets etablissementer er placeret over hele landet. Etablissementsdriftssektionen understøtter den lokale drift på store Facility management områder som Affaldshåndtering og Arealpleje. Herudover varetager sektionen opgaver under området Driftsservice, som indbefatter blandt andet Forsvarets aftaler på Flytninger, Posthåndtering og en lang række andre områder.
Affaldsområdet er en vigtig del af vores samlede opgaveløsning, hvor vi har fokus på miljøhensyn, lovmedholdelighed og effektive driftsløsninger. Vi understøtter de lokale enheder på kaserner, flyve- og flådestationer, og sikrer sparring omkring vores kontraktuelle forpligtigelser.
Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø i en sektion på i alt 6 medarbejdere, som alle er engagerede og professionelle. Samarbejde, dialog og ordentlighed er centrale værdier hos os og hverdagen er præget af en uformel omgangstone og en meget høj grad af selvstændighed.
Om stillingen Som medarbejder i sektionen får du en central rolle i at bidrage til, at Forsvarets decentrale drift på de lokale etablissementer håndterer affald korrekt, effektivt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Du vil sekundært bidrage som faglig sagsbehandler på mindre områder under Driftsservice.
Du vil hver dag arbejde i krydsfeltet mellem drift, udvikling og myndighedskrav, og dine opgaver vil blandt andet være:
- Sagsbehandling og håndtering at udfordringer inden for ansvarsområderne, herunder fortolkning og anvendelse af gældende lovgivning
- Bindeled og kontaktperson til leverandørerne på dine ansvarsområder
- Bidrag til udarbejdelse af udbud på dine fagområder
- Rådgivning og sparring med alle niveauer ved Etablissementspartnerelementerne
- Sikre opdateret grundlag i form af vedligeholdelse af retningslinjer, instrukser og procedurer
- Deltagelse i udvikling og implementering af affaldsordninger og -løsninger
- Koordinering med interne og eksterne samarbejdspartnere, herunder myndigheder og leverandører
- Organisationens faglige ressource i forhold til driftsrelaterede kontraktspørgsmål
- Opfølgning, tilsyn og kvalitetssikring på affaldsområdet
Stillingen indebærer en bred kontaktflade og kræver, at du kan omsætte komplekse regler og kontrakter til praktiske og anvendelige løsninger. Der må forventes nogen rejseaktivitet i forbindelse med besøg på Forsvarets etablissementer, vi forventer det vil være ca. 20 dage prligt.
Vi tilbyder - En meningsfuld stilling med stor betydning for Forsvarets miljøindsats
- En alsidig hverdag med både driftsnære og udviklingsorienterede opgaver
- Mulighed for at præge og udvikle affaldsområdet
- Et stærkt fagligt og socialt fællesskab
- Fleksible rammer og en arbejdsplads præget af tillid og ansvar
Om dig Vi ser gerne du har en kontoruddannelse og en bred erfaring med administration og gerne kendskab til GIS. Det vigtigste er dog at du har interesse for områderne og forståelse for samspillet mellem drift og forvaltning, samt i besiddelse af et stort servicegen.
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med sagsbehandling
- Har kendskab til relevant miljølovgivning, fx affaldsbekendtgørelsen (eller lyst til at opbygge det)
- Arbejder struktureret og har en systematisk tilgang til dine opgaver
- Kan skabe overblik og sikre fremdrift – også i opgaver med mange interessenter
- Er en stærk formidler, der kan gøre komplekst kontraktmateriale forståeligt i både skrift og tale
- Trives i en organisation med en decentral struktur og meget forskelligartede behov
- Er samarbejdsorienteret og bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø
Kendskab til Forsvaret eller Facility Management er en stor fordel.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hjørring.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Kuno Becker-Rasmussen på telefon 2012 1136.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Katrine Glyngbo på telefon 3266 5542.
Ansøgningsfristen er den 23. november 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 4. januar 2027.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Etablissement- og Terrænkommandoen Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) er en del af Forsvaret. Vi sørger for gode fysiske rammer for Forsvaret og øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores over 2100 medarbejdere arbejder med byggeri, vedligeholdelse, arealpleje, bygningsdrift og forplejning. Hovedkvarteret er i Hjørring, men de fleste af os støtter lokalt på landets tjenestesteder.
Opgaverne er ofte helt særlige, findes næppe andre steder og løses i stærke fællesskaber. Vores medarbejderes forskellige fagligheder er vores største aktiv, og sammensætningen af civile og militære giver en god synergi i opgaveløsningen.
I ETK løser vi opgaverne med selvstændighed og stort råderum, men lægger samtidig vægt på evnen til samarbejde. Vi tilbyder løbende kompetenceudvikling i en organisation med store ud-viklingsmuligheder. Ordentlighed og fleksibilitet får livet og hverdagen til at hænge sammen, uanset hvor man er i sit livsforløb. Det giver trivsel og i sidste ende bedre opgaveløsninger.