Studentermedhjælper til forskningsprojekter om børn og unge med funktionsnedsættelser
Vil du være med til at skabe ny viden om, hvordan børn og unge med funktionsnedsættelser får bedre muligheder for at deltage i fællesskaber, idræt og udeliv? Har du interesse for praksisnær forskning, sundhedsfremme og inklusion? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i forskningsgruppen CHESS (Children's Health and Education in School and community Settings) ved Sektion for Sundhedsfremme og Forebyggelse på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Frederiksberg Hospital.
Vi søger en engageret og selvstændig studentermedhjælper til to forskningsprojekter med fokus på børn og unge med funktionsnedsættelser og specialpædagogiske behov.
Om forskningsgruppen CHESS
CHESS arbejder med praksisnær og tværfaglig forskning, der har til formål at fremme børn og unges sundhed, trivsel, deltagelse og læring i de sammenhænge, hvor de lever deres hverdagsliv – herunder daginstitutioner, skoler, fritidsliv og lokalsamfund.
Et centralt forskningsområde er børn og unge med funktionsnedsættelser og specialpædagogiske behov, hvor vi undersøger, hvordan pædagogiske, sociale og fysiske rammer kan understøtte deltagelse, bevægelse og inklusion. Vores forskning omfatter blandt andet inkluderende idrætsfællesskaber, fysisk aktivitet og udepædagogik i specialpædagogiske tilbud.
Vi samarbejder tæt med dagtilbud og skoler og har et bredt netværk af nationale og internationale forsknings- og samarbejdspartnere.
Dine arbejdsopgaver
Som studentermedhjælper vil du blive tilknyttet to forskningsprojekter:
”Join-in: Idræt for alle unge” er et forskningsprojekt, der starter i januar 2027. Projektet undersøger, hvordan unge med funktionsnedsættelser kan støttes i at finde og deltage i lokale idrætsfællesskaber. I samarbejde med specialskoler og organisationen Specialsport afprøver vi en indsats, der skal styrke unges muligheder for at vælge og fastholde en fritidsaktivitet. Du vil primært være involveret i projektets opstart, rekruttering og forberedelse af dataindsamling.
”Udeleg for alle” undersøger, hvordan udeleg og udendørs pædagogiske aktiviteter kan fremmes i specialpædagogiske dagtilbud. Projektet udvikler i samarbejde med praktikere og eksperter konkrete guidelines til at understøtte børns deltagelse, udvikling og trivsel gennem udeleg. Projektet afsluttes i sommeren 2027, og du vil især bidrage til de afsluttende formidlingsaktiviteter, herunder rapport, guidelines og webinar.
Opgaverne vil blandt andet omfatte:
- Praktisk og administrativ koordinering af forskningsprojekterne, herunder mødeplanlægning, kontakt til samarbejdspartnere og organisering af projektaktiviteter
- Bidrag til rekruttering af specialskoler og deltagere, herunder udsendelse af informationsmateriale og løbende opfølgning
- Planlægning og praktisk assistance ved dataindsamling på specialskoler, herunder klargøring af spørgeskemaer, testmaterialer og måleudstyr
- Registrering, organisering og kvalitetssikring af forskningsdata samt opfølgning på manglende besvarelser
- Praktisk assistance ved interviews, fokusgrupper og øvrige forskningsaktiviteter
- Bidrag til udarbejdelse og formidling af projektresultater, herunder rapporter, guidelines, digitalt materiale og webinarer
- Løbende vedligeholdelse af projektoversigter og tidsplaner samt øvrige praktiske og administrative opgaver
Opgaverne tilpasses din faglige baggrund og dine interesser, og der vil være mulighed for gradvist at få større ansvar og indblik i forskningsprocessen.
Din profil
Vi forestiller os, at du:
- Er studerende på en relevant videregående uddannelse, fx fysioterapi, ergoterapi, idræt, folkesundhedsvidenskab, psykologi eller beslægtede fag – gerne på kandidatniveau
- Har interesse for børn og unge med funktionsnedsættelser, deltagelse, bevægelse og sundhedsfremme
- Arbejder struktureret, selvstændigt og har sans for detaljer
- Er god til at kommunikere og samarbejde med forskellige faggrupper og samarbejdspartnere
- Har gode skriftlige kompetencer på dansk og gerne engelsk
- Har lyst til at arbejde med både praktiske, administrative og forskningsrelaterede opgaver
- Er fleksibel og indstillet på at deltage i projektaktiviteter uden for det faste arbejdssted
Erfaring med børn og unge med funktionsnedsættelser, forskningsarbejde eller dataindsamling er en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder
- Et spændende og meningsfuldt studiejob i et tværfagligt forskningsmiljø
- Mulighed for at bidrage til forskning, der skal gøre en konkret forskel for børn og unge med funktionsnedsættelser
- Indblik i praksisnær forskning, interventionsstudier og samarbejde mellem forskning og praksis
- Tæt samarbejde med erfarne forskere og mulighed for faglig sparring
- Fleksible arbejdstider, der så vidt muligt tilpasses dit studie
- Mulighed for efterfølgende at skrive kandidatspeciale med tilknytning til et af forskningsprojekterne
Ansættelsesvilkår
Stillingen er tidsbegrænset til ét år med tiltrædelse den 15. januar 2027 eller snarest derefter. Arbejdstiden er 15 timer om ugen efter nærmere aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem Danske Regioner og relevant organisation,
Se regionens oversigt over startlønninger her.
Arbejdsstedet er Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Frederiksberg Hospital. Der vil desuden være aktiviteter på deltagende specialskoler og hos samarbejdspartnere.
Ansøgning
Send en kort motiveret ansøgning (maks. 1 side), CV (maks. 2 sider) og karakterudskrift fra din bachelor- eller kandidatuddannelse. Beskriv gerne dine faglige interesser, relevante erfaringer, og hvad du håber at få ud af stillingen.
Ansøgningsfristen er mandag den 30. november 2026 kl. 12.00.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler tirsdag den 8. december 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte forsker Michelle Stahlhut på telefon 38 16 30 50 eller mail: michelle.stahlhut@regionh.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Це оголошення від Region Hovedstaden взято з HR-Manager. jajob.dk показує копію й кілька разів на день перевіряє, чи вакансія ще відкрита. Відгуки надсилаються на сайт самого роботодавця.
Наймаєте для Region Hovedstaden? Публікуйте вакансії на jajob.dk безкоштовно.
Про цього роботодавця
- Перевірений CVR (29190623)
- Новий на jajob, історії відповідей ще немає
