Udpegning af advokater til varetagelse af sager om internationale børnebortførelser
På vegne af Socialministeriet åbner Ankestyrelsen for optagelse på liste over advokater, der varetager sager om internationale børnebortførelser
Ifølge §§ 18 a og 20 d i lovbekendtgørelse nr. 1078 af 11. august 2023 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelse mv. med senere ændringer, udpeger Socialministeriet et antal advokater til optagelse på liste over advokater til varetagelse af sager om internationale børnebortførelser.
- Efter § 18 a udpeges et antal advokater, som anses for særligt egnede til beskikkelse i sager om internationale børnebortførelser.
- Efter § 20 d udpeges et antal advokater, som ministeren kan anbefale forældremyndighedsindehaveren at benytte i sager om børnebortførelse.
I den anledning opfordrer Ankestyrelsen alle kvalificerede advokater uanset alder, køn, religion eller tilhørsforhold til at søge om optagelse. Ved udpegning bliver man optaget på begge lister.
Vi gør opmærksom på, at man som udpeget advokat efter § 18 a i børnebortførelsesloven i udgangspunktet har pligt til at lade sig beskikke af Familieretten i den enkelte sag.
Udpegningen, der er personlig og ikke kan overdrages, gælder for en 4-årig periode fra 2027 - 2031. Genudpegning kan finde sted. Udpegningen kan tilbagekaldes, hvis man mister retten til at udøve advokatvirksomhed, eller hvis man fx væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat.
Kriterier for udvælgelse
Det er en forudsætning for udpegning, at ansøger udøver advokatvirksomhed i Danmark.
Følgende kriterier vil i forhold til begge lister blive tillagt vægt ved udpegningen:
- Indgående kendskab til familieret
- Procedureerfaring
- Beherskelse af et eller flere fremmedsprog
- Dygtighed og engagement i virket som advokat
- Erfaring med sager om internationale børnebortførelser, herunder navnlig udgående sager til både konventions- og ikke konventionslande.
Det forventes, at ansøger kan yde relevant rådgivning på højt fagligt og internationalt plan.
Herudover vil hensynet til den geografiske spredning af udpegede advokater blive tillagt vægt.
Det forventes, at de udpegede advokater deltager i et kursus om internationale børnebortførelser, der afholdes i København primo 2027.
Proces for udvælgelse
Inden udpegningen finder sted, vil styrelsen indhente oplysninger om eventuelle tidligere bøder for overtrædelse af de advokatetiske regler fra Advokatrådet vedrørende ansøgerne.
Ankestyrelsen forventer at udpege 10-15 advokater til optagelse på listerne. Ved udløbet af udpegningsperioden vil der ske genopslag.
Den forventede udpegningsdato er den 17. januar 2026.
Ansøgning og ansøgningsfrist
Frist for modtagelse af ansøgning er den 25. november 2026
Kontaktperson: Emilie Egevang, tlf. 41 85 12 15.
Ansøgningen sendes via linket her på siden.
Du kan læse mere her: www.boernebortfoerelse.dk/
Це оголошення від Ankestyrelsen взято з HR-Manager. jajob.dk показує копію й кілька разів на день перевіряє, чи вакансія ще відкрита. Відгуки надсилаються на сайт самого роботодавця.
Наймаєте для Ankestyrelsen? Публікуйте вакансії на jajob.dk безкоштовно.
Про цього роботодавця
- Перевірений CVR (10074002)
- Новий на jajob, історії відповідей ще немає
