Programkoordinator til BETA.HEALTH – Skab sammenhæng og fremdrift i de danske hospitalers fælles indsats for klinisk innovation
Vil du arbejde tæt på beslutningerne i en national innovationssatsning – og være den, der skaber struktur, overblik og fremdrift på tværs?
BETA.HEALTH er de danske hospitalers fælles accelerator for klinisk innovation. Med grants, ekspertrådgivning og skræddersyede udviklingsforløb hjælper vi klinikere og forskere med at omsætte behov og idéer fra hospitalerne til løsninger, der kan skabe værdi for patienter og sundhedsvæsen – og gør hospitalerne bedre i stand til at løse de største udfordringer sammen.
Fra 2027 går BETA.HEALTH ind i en ny femårig periode med en bevilling på 286 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden og en substantiel medfinansiering fra det offentlige sundhedsvæsen. Mere end 400 innovationsprojekter skal accelereres, samtidig med at hospitalerne skal blive bedre til at dele metoder, kompetencer og erfaringer og samle innovationskraften om nogle af sundhedsvæsenets største fælles udfordringer.
Til den opgave søger vi en programkoordinator, der kan være med til at skabe sammenhæng og fremdrift i den nationale organisation.
OM BETA.HEALTH
BETA.HEALTH forbinder de danske hospitalers innovationskraft i én national klinisk accelerator med fem lokale hubs. Lokalt arbejder BETA.HUBS tæt på klinikerne og innovationsprojekterne. Nationalt skaber BETA.CENTRAL fælles retning, metoder, kvalitet, læring og sammenhæng på tværs.
BETA.CENTRAL ledes af en centerchef, der er forankret på Rigshospitalet, og en vicecenterchef, der er forankret på Aarhus Universitetshospital. Sammen udgør de den daglige nationale ledelse af BETA.HEALTH og arbejder på vegne af det samlede program – ikke som repræsentanter for hvert sit værtshospital.
Du bliver en del af et lille, tæt nationalt team på tværs af Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital, der blandt andet arbejder med strategi, læring og effekt, kommunikation, partnerskaber og internationalt samarbejde. Samtidig får du en bred kontaktflade til de lokale BETA-teams og innovationsmiljøer på Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Sjællands Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet.
OM STILLINGEN
Din vigtigste opgave er at skabe struktur, overblik og fremdrift i en national organisation med mange aktiviteter, beslutninger og samarbejdsflader.
Du kommer tæt på både den daglige ledelse og de strategiske beslutninger og får indblik i hele BETA.HEALTH – fra innovationsprojekterne på hospitalerne til bestyrelsesarbejde, rapportering og udvikling af nye nationale initiativer.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- Holde sammen på årshjul og beslutningsprocesser: Du sikrer overblik over møder, milepæle og vigtige frister og bidrager til, at blandt andet bestyrelsesmøder og andre centrale fora er velforberedte. Du koordinerer materiale, følger op på beslutninger og hjælper med at sikre, at aftaler bliver omsat til handling.
- Skabe overblik over aktiviteter og fremdrift: Du hjælper med at holde den samlede aktivitetsplan opdateret og følger op på leverancer, deadlines og afhængigheder. Når noget risikerer at falde mellem to stole, er du med til at opdage det og få de relevante mennesker koblet på.
- Understøtte overblikket over innovationsprojekterne: BETA.HEALTH støtter innovationsprojekter på hospitaler i hele landet. Du hjælper ledelsen med at bevare et aktuelt overblik over projekterne og bidrager til at samle og strukturere de data, der bruges til ledelse, evaluering og rapportering.
- Understøtte drift og rapportering: Du understøtter blandt andet udbetaling af bevillinger til innovationsprojekterne og bidrager til rapportering til bestyrelsen, Novo Nordisk Fonden og andre centrale samarbejdspartnere. Du hjælper også med praktiske administrative opgaver som journalisering, rejser, udlæg og mødekoordinering.
- Bidrage til udviklingen af BETA.HEALTH: BETA.HEALTH er i en markant udviklingsfase, og nye initiativer vil løbende opstå. Du hjælper centerchefen, vicecenterchefen og dine øvrige kolleger med koordinering og praktisk eksekvering, når nye indsatser skal udvikles og sættes i gang.
Du arbejder selvstændigt, men aldrig alene. Rollen giver dig hurtigt et bredt kendskab til hele BETA.HEALTH og mulighed for at tage ansvar for opgaver, der har betydning for, om den samlede organisation lykkes.
OM DIG
Først og fremmest er du struktureret, omhyggelig og god til at skabe overblik – også når mange ting foregår samtidig. Du tager initiativ, følger op og har det godt med at være den, der sikrer, at aftaler bliver fulgt til dørs.
Du trives med at samarbejde med mange forskellige mennesker og begår dig naturligt på tværs af niveauer – fra projektledere og klinikere til innovationschefer og hospitalsdirektører. Du kommunikerer klart og præcist og kan omsætte komplekse input til materiale og overblik, som andre kan arbejde videre med.
Du har en relevant kandidatuddannelse, fx inden for sundhedsvidenskab, administration, statskundskab, økonomi, ledelse eller lignende. Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring. Det afgørende er ikke din specifikke uddannelsesretning, men din evne til at skabe struktur, tage ansvar og få ting til at ske.
Vi forestiller os, at du:
- arbejder struktureret og har blik for både detaljer og den større sammenhæng
- tager ansvar, følger op og trives med at drive opgaver fremad
- formulerer dig sikkert og præcist på både dansk og engelsk
- er fortrolig med almindelige digitale arbejdsredskaber og har lyst til at lære nye systemer og dataværktøjer
- trives i en organisation under udvikling, hvor ikke alt er defineret på forhånd, og hvor du selv er med til at skabe gode arbejdsgange
Det er en fordel, hvis du:
- har erfaring med projektkoordinering og sekretariatsopgaver, hvor du har haft ansvar for struktur og opfølgning
- har kendskab til sundhedsvæsenet, offentlig forvaltning eller privat eller en forsknings- og innovationsorienteret organisation
VI TILBYDER
En særlig mulighed for at komme tæt på udviklingen af en stor national satsning på klinisk innovation.
Du får en central rolle i opbygningen af BETA.HEALTH 2.0 og et bredt indblik i, hvordan de danske hospitaler arbejder sammen om innovation – fra konkrete projekter og kliniske miljøer til strategi, ledelse og nationale beslutninger.
Du bliver en del af et lille nationalt team med kort afstand til centerchef og vicecenterchef og tæt samarbejde med innovationsmiljøerne på de fem universitetshospitaler.
Stillingen giver dig et stort ansvar og samtidig mulighed for at udvikle dig fagligt. Du får lov til både at drive dine egne opgaver og arbejde tæt sammen med erfarne kolleger og beslutningstagere på tværs af sundhedsvæsenet.
Der er fleksible rammer, herunder mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det.
ANSÆTTELSESVILKÅR
Stillingen er på 37 timer ugentligt, og ansættelsen kan enten være på Rigshospitalet eller Aarhus Universitetshospital. Du refererer til centerchefen for BETA.HEALTH.
Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst for akademikere ansat i regionerne.
Da BETA.HEALTH er en national accelerator, skal du forvente rejseaktivitet og møder på hospitaler og med samarbejdspartnere på tværs af landet.
Ansøgningsfristen er d. 13/11-2026. Vi forventer at holde samtaler d. 18/11 og d. 26/11 med ønsket tiltrædelse d. 4/1-2027.
VIL DU VIDE MERE?
Kontakt Rune Holdt, centerchef for BETA.HEALTH, på +45 51446925 eller rune.holdt@regionh.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Це оголошення від Region Hovedstaden взято з HR-Manager. jajob.dk показує копію й кілька разів на день перевіряє, чи вакансія ще відкрита. Відгуки надсилаються на сайт самого роботодавця.
Наймаєте для Region Hovedstaden? Публікуйте вакансії на jajob.dk безкоштовно.
Про цього роботодавця
- Перевірений CVR (29190623)
- Новий на jajob, історії відповідей ще немає
Стежити
Отримуйте сповіщення про нові вакансії від Region Hovedstaden
