NIS2 konsulent til Digital sikkerhed
Vil du være med til at omsætte NIS2-krav til praksis og styrke cybersikkerheden og IT-beredskabet i Vallensbæk Kommune?
Vi søger en NIS2-konsulent, der kan skabe overblik, drive opgaver frem og få kolleger med på tværs af kommunen. Du får en central rolle i implementeringen og forankringen af NIS2 og bliver en del af vores nyoprettede team Digital sikkerhed. Her får du mulighed for at præge arbejdet med sikkerhed, risikostyring og beredskab i tæt samarbejde med engagerede kolleger.
Bliv en del af vores team Digital sikkerhed
Teamet kommer til at bestå af i alt fem medarbejdere: tre medarbejdere, der allerede er en del af IT og Digitalisering, samt to nye kolleger – dig som NIS2-konsulent og en koordinator med det faglige ansvar for teamet. IT-chefen har personaleansvaret.
De tre nuværende medarbejdere har primært fokus på brugerstyring, GDPR samt systemansvaret for en række af kommunens IT-løsninger. Områderne er veldrevne og bygger på et solidt fagligt fundament, og du skal være med til at bygge videre på det gode arbejde.
Teamets ansvarsområder omfatter identitets- og adgangsstyring (IAM), GDPR, NIS2, cybersikkerhed, governance, risiko- og complianceledelse (GRC), ISO 27001 samt IT-beredskab. Teamet har desuden systemansvaret for en række af kommunens centrale IT-løsninger, herunder ESDH-systemet Formpipe Acadre, DynamicTemplate, Sense Information m.fl.
Dit primære fokus er at drive NIS2-opgaverne fra krav og planlægning til konkrete leverancer og nye arbejdsgange. Du arbejder tæt sammen med koordinatoren, som sikrer den faglige retning og sammenhæng på tværs af teamet. Du får selvstændigt ansvar for dine opgaver og bidrager både med overblik og med det praktiske arbejde, der skal til for at komme i mål.
Du skal især arbejde med den organisatoriske implementering af NIS2, risikostyring og IT-beredskab. De tekniske sikkerhedsopgaver løses af andre fagligheder, som du samarbejder med om risici, løsninger og opfølgning.
Dine primære arbejdsopgaver
- Drive implementering og forankring af NIS2 i samarbejde med koordinatoren og relevante kolleger på tværs af kommunen.
- Omsætte krav og identificerede behov til konkrete aktiviteter, leverancer og tidsplaner samt følge op på fremdriften.
- Udarbejde risikovurderinger og bidrage til at prioritere og følge op på sikkerhedstiltag sammen med de relevante fagområder.
- Udarbejde og revidere politikker, procedurer og vejledninger samt bidrage til vedligeholdelse og udvikling af kommunens ISMS (Information Security Management System).
- Koordinere arbejdet med IT-beredskab og driftskontinuitet, herunder bidrage til beredskabsplaner, øvelser og opfølgning.
- Facilitere møder og workshops og gøre sikkerhedskrav forståelige og relevante for ledere og medarbejdere.
- Bidrage til håndtering, dokumentation og læring af sikkerhedshændelser i samarbejde med relevante kolleger.
- Udarbejde statusmateriale og beslutningsoplæg samt bidrage med faglig sparring om NIS2, cybersikkerhedsrisici og IT-beredskab.
Du vil passe godt ind hos os hvis du
Din baggrund kan være indenfor NIS2, informationssikkerhed eller GDPR. Det afgørende er, at du kan omsætte komplekse krav til praktiske løsninger sammen med andre.
- Har kendskab til NIS2 og gerne erfaring med risikostyring, cybersikkerhed eller IT-beredskab.
- Har erfaring med implementering eller projektarbejde og trives med selv at udarbejde konkrete leverancer.
- Arbejder struktureret, tager initiativ og følger konstruktivt op på egne og fælles aftaler.
- Formidler komplekse emner klart på skrift og i dialog med ledere, medarbejdere og specialister.
- Er god til at skabe relationer, lytte til forskellige behov og facilitere dialoger, der fører til konkrete aftaler.
- Har blik for driftskontinuitet og lyst til at bidrage aktivt til beredskabsarbejdet.
- Bidrager med godt humør og en positiv, hjælpsom tilgang til samarbejdet med kollegerne.
Du behøver ikke kende alle svar fra første dag. Vi lægger vægt på nysgerrighed og lyst til at søge sparring og finde løsninger, der fungerer i hverdagen.
Hvad tilbyder vi dig
- En central rolle i kommunens implementering af NIS2 og arbejdet med risikostyring og IT-beredskab.
- Mulighed for at præge arbejdsgange i et nyoprettet team med selvstændigt ansvar for dine leverancer.
- Tæt faglig sparring med koordinatoren og kolleger samt en bred kontaktflade på tværs af kommunen.
- Gode muligheder for kompetenceudvikling og efteruddannelse.
- Fleksible arbejdsvilkår med flekstid og mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det.
- Et uformelt arbejdsmiljø med korte beslutningsveje, frihed under ansvar og plads til godt humør.
Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø højt. Vi hjælper hinanden, deler vores viden og lægger vægt på et godt samarbejde i hverdagen. Vi gør også noget ud af at mødes socialt til arrangementer som brætspil, fodboldgolf, klatrepark og yoga. Vi søger en kollega, der har lyst til at engagere sig i fællesskabet og bidrage til, at alle føler sig velkomne.
Hvem er vi
Du bliver en del af Center for Ejendomme, Projekter og IT (EPI), som står for udvikling og drift af kommunens ejendomme, Projektenheden, IT og digitalisering. EPI består af 31 medarbejdere på Rådhuset og 14 tekniske servicemedarbejdere fordelt på kommunens institutioner.
Vi arbejder tæt sammen, deler vores viden og finder løsninger i fællesskab. Der er ikke langt fra idé til handling, og du får en bred kontaktflade på tværs af kommunen.
Det praktiske
Stillingen er på 37 timer om ugen inklusive frokostpause.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Løn fastsættes på baggrund af dine kvalifikationer og erfaring. Du får oplyst det forventede lønniveau for stillingen inden en eventuel anden samtale.
Arbejdsstedet er Vallensbæk Rådhus, Vallensbæk Stationstorv 100, 2665 Vallensbæk Strand.
Ansøgningsfrist: 13. november 2026
Samtaler: uge 47/48
Tiltrædelse: 1. januar 2027 eller snarest muligt.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte IT-chef Johnny Schnegelsberg-Laursen på jsl@vallensbaek.dk eller telefon 27 27 48 88.
Це оголошення від Vallensbæk Kommune взято з HR-Manager. jajob.dk показує копію й кілька разів на день перевіряє, чи вакансія ще відкрита. Відгуки надсилаються на сайт самого роботодавця.
Наймаєте для Vallensbæk Kommune? Публікуйте вакансії на jajob.dk безкоштовно.
Про цього роботодавця
- Перевірений CVR (19583910)
- Новий на jajob, історії відповідей ще немає
